Det er svært at sammenligne hele den offentlige sektor med hele den private sektor. Mit gæt vil være, at de fleste sygedage er hos frontpersonalet i omsorgsfagene såsom pædagoger, sygeplejersker, lærere og sosuer. Af den simple grund at de er mere udsat, fordi de har større kontakt med smitte i deres arbejde. Dernæst vil de også tit være udsat for stress fordi borgerne og måske medarbejderne selv har en forventning til et serviceniveau, som der reelt ikke er ressourcer til. Og det er altså ikke rart, når det betyder at børn overlades mere til sig selv eller ældre får lov at ligge med lort i bleen. Med de forbehold så kunne man måske godt i nogle tilfælde fyre folk lidt hurtigere.

Efter halvandet år med foden inden for det offentlige, så kan det måske også skyldes, at det offentlige (ud fra hvad jeg selv kan se) fortsætter ansættelsen langt ind i et alvorligt sygdomsforløb end man ville kunne forvente af en privat virksomhed. Desuden er der en betydeligt større andel af ansatte der er ældre, end jeg har oplevet i private virksomheder

Artiklen peger på sygefravær som et tal, men glemmer at spørge hvorfor. For fx sosu-assistenter og andre i omsorgssektoren er det hårdt, både fysisk og psykisk. Sygefravær er et symptom på underinvestering i de mennesker, der holder samfundet kørende. Det er som at udskifte hele Folketinget og forvente, at politikerleden forsvinder af sig selv. Vi skal investere i forebyggelse: bedre arbejdsmiljø, traumeinformeret ledelse og fleksible løsninger. For vi kan ikke bare sammenligne os ud af dette og forvente det ændre sig. Det handler om at behandle medarbejderne med respekt ellers brænder vi (os offentlige ansatte) ud.

Men godt med noget fokus, så må vi se hvor fokus lander.

Kan det været fordi at, når man er små-syg i det offentlige, er der faktisk en forventning om, at man bliver hjemme? Alle private arbejdspladser jeg har været på, har der altid været den her stemning om, at man kan sgu da ikke bare blive hjemme fordi man er snottet. Når jeg har arbejdet i det offentlige har jeg haft sygedage, hvor min boss ikke engang gider at dokumentere det. Det synes jeg er en bedre og mere sund tilgang til arbejdslivet; man skal ikke stresse over, om man nu også er syg nok, så længe arbejdet bliver gjort i længden.

Uden at læse aritklen, er mange af de jobs vi har i det offentlige ikke også jobs med mere eksponering til sygdomme mm., fx pædagoer og sundhedspersonale? Justerer deres tudie studie for forventlig mere sygdom der?

Læg dertil den ofte ret usunde arbejdskulturr i det private, hvor der bliver arbejdet lidt for ofte når man er syg..

Jeg tror det er både-og.

Jeg (kommunalt ansat) har kolleger, der har betragteligt lavere tærskel for hvornår man er syg, en jeg finder rimeligt.

Samtidig må jeg sige (og det er indrømmet længe siden jeg har været i det private) at der er vildt mange vildt dårlige ledere når jeg kigger rundt. Især overfor mellemledere er der ingen konsekvenser af dårligt arbejde eller ligefrem magtmisbrug og dårlig behandling af ansatte. Til gengæld oplever jeg en dækken over hinanden som gør det umuligt at arbejde imod noget bedre.

Jeg har en bekendt der er offentligt ansat, lærer Han har ingen problemer med at melde sig syg en dag hvis han ikke lige har nået hvad han skal i haven. Muligt der er noget i kulturen i det offentlige.

Jeg synes det lyder så tamt bare at sige det skyldes ledelse, nærmest alle ledere i det offentlige skulle i så fald være ringere end det private. Det nægter jeg at tro på.