this post was submitted on 07 Nov 2025
16 points (100.0% liked)
Feddit.dk
1283 readers
9 users here now
Et meta-forum for nyheder, meddelelser og debatter omkring Feddit.dk i sig selv.
Man er også velkommen til at poste her hvis der ikke er nogen andre fællesskaber der passer.
founded 2 years ago
MODERATORS
you are viewing a single comment's thread
view the rest of the comments
view the rest of the comments
Jeg havde fødselsdag i denne uge og fejrede det med besøg af nærmeste familie på dagen. Det var en rigtig fin dag. Det jeg mest hæfter mig ved er, at jeg i år har planlagt selv, har købt ind selv, har lavet det meste af maden selv og i øvrigt var til stede hele tiden, mens gæsterne var der, og jeg var ikke fuldstændig ødelagt, da de tog afsted. Sidste år havde min hustru håndteret stort set det hele, og jeg blev nødt til at gå ind i et mørkt rum en halv time midtvejs for at holde en pause. Jeg har været sygemeldt pga. stress i snart to år nu, og det er rart med de der milepæle, hvor man kan sammenligne sig med samme situation tidligere, så det er til at se, at selvom det hele tager frustrerende lang tid, så går det faktisk bedre.
Tillykke med fødselsdagen - men allermest tillykke med større social batterikapacitet :) Det gør nu mange ting nemmere.
Tak :)
Lyder godt nok som en slem omgang stress du har/har haft. Kom det bare pludselig?
Og tillykke med fødselsdagen.
Nej, når jeg ser tilbage i dag er der mange punkter, hvor jeg nu synes, jeg burde have reageret men ikke gjorde det, også helt op til halvandet år før jeg lagde mig. På tidspunktet føltes det som om jeg havde styr på det. Det havde jeg så ikke rigtigt :) I dag ved jeg også, at jeg hele tiden har haft adhd. Det hjælper nok med at forklare, at det gik så galt som det gjorde.
Og tak :)
hvilke ting oplevede du inden du kollapsede helt? Skulle spørge fra en ven der somme tider kan have lidt svært ved at mærke hvornår han bør stoppe.
Jeg var altid træt, også i længere tid end de der halvandet år. Skulle altid slæbe mig ud af sengen om morgenen. Jeg havde tit spændingshovedpine, og fik det også oftere og oftere. Jeg var tit gnaven, specielt over for mine børn, og jeg var enormt ufleksibel, fordi jeg var fuldstændig fastlåst på alle de ting, jeg hele tiden skulle. Hvis jeg lagde mig ned og lukkede øjnene, havde jeg det tit som om rummet drejede rundt over mig.
Men så var der et tidspunkt hvor det begyndte at være sådan, at jeg tit startede weekenderne med at tro, jeg havde fået maveinfluenza, og så gik det over igen om lørdagen. Og det blev værre og værre. Til sidst gik jeg og var simpelthen kronisk forstoppet flere uger i træk. Det burde jeg have reageret på. I den her periode havde jeg også oplevelser, hvor jeg kunne blive fuldstændig låst i bestemte situationer. Fx ikke at kunne finde ud af at parkere bilen, fordi der var meget trafik på parkeringspladsen. Jeg havde også nogle helt vilde humørsvingninger, igen mest over for mine børn, men jeg havde også en episode, hvor jeg talte ret grimt til en kollega. Det var meget pinligt. Det er ikke sådan, jeg har lyst til at være.
Der skete så det, at jeg tog til en koncert, hvor lyden var høj, og jeg tog noget tinnitus med mig hjem, og min krop flippede fuldstændig ud over det. Det startede en lang periode, hvor jeg var meget lydoverfølsom og faktisk var nødt til at bruge ørepropper i de fleste almindelige situationer. Havde i øvrigt også andre mærkelige symptomer relateret til ører og svælg - spændinger i halsen, svimmelhed, følelsen af at sidde i en kirkeklokke og høre alle lyde derindefra. I dag ved jeg, at det var symptomer på overbelastning, og at jeg burde have reageret, men dengang troede jeg, at det var en høreskade, og at det ville være permanent, så det var bare om at holde sig i gang. Måske ville det have været nemmere at se som en stressreaktion, hvis triggeren ikke havde været høj lyd? Lydoverfølsomhed er i hvert fald åbenbart et ret normalt symptom på voldsom stress. Men det er også mit indtryk, at det i sig selv er et stresssymptom, at man ikke kan finde ud af at stoppe op. Man bider sig fast og holder ud.
Senere begyndte jeg at få nogle meget voldsomme fysiske symptomer - snurrende hænder og fødder, muskeltics, rystelser i hele kroppen men særligt på hænderne - og det endte jeg også med at reagere på, men jeg skulle have sagt fuldt stop med det samme. I stedet gik jeg med det nogle måneder og var faktisk mest bekymret for, at jeg havde en eller anden træls sygdom - sclerose eller parkinson eller sådan noget.
Jeg synes, det er megasvært, det der med at mærke hvornår man skal stoppe. Det fremgår måske også af mit forløb :) For mig blev det meget sådan, at mit system introducerede et symptom, som jeg burde have tænkt over - hvorfor har jeg altid hovedpine? er det normalt at være træt hele tiden? - men i stedet normaliserede jeg det, så i stedet for at det gik over, vænnede jeg mig bare til, at det var der. Så har man den der følelse af, at "nu er tingene normale igen", men det er jo så fordi det normale har ændret sig. Så det er en adfærd, jeg synes, man skal holde meget øje med. Derudover tænkte jeg tidligere på stress sådan, at ens stress måtte hænge sammen med det liv, der havde givet stress. Jeg tænkte på Jacob Mark, der næsten blev blind af stress, men han var jo også politiker og arbejdede i døgndrift. Jeg havde bare et almindeligt liv med 37 timer om ugen, så derfor måtte der være en indbygget grænse for, hvor stresset jeg kunne blive. Men det er forkert. Folk bliver belastet forskelligt af forskellige ting, særligt hvis man fx har adhd, som jeg nu ved, at jeg har. Derudover tænkte jeg, at hvis man var lidt overbelastet, og blev man lidt stresset, men det er mere kompliceret. Effekten hober sig op. En lille men konstant overbelastning stresser med tiden mere og mere, og som man bliver mere og mere stresset, har man mindre og mindre kapacitet, før man bliver overbelastet. Man kan godt blive meget stresset, selvom det hele kun har været lidt for meget.
Det blev desværre lidt langt - håber det går :) Jeg har fået ret meget på hjerte, når det handler om stress, og vil gerne forhindre andre i at ende, som jeg selv gjorde.
Dejligt indlæg. Tak fordi du gav dig tid til at skrive det ;) Har været en del af det igennem. Får feberfølelse i mine ben. Altså samme følelse som man får når man har feber, bare kun i benene. Må i så fald bare lægge mig under dynen og isolerer alt lyd og håbe at få sovet lidt. Det er heldigvis ved at være nogle måneder siden jeg har oplevet det. Manglende tålmodighed, infleksibilitet og kort lunde overfor ungerne kender jeg også meget godt. Og totalt udmattethed efter arbejde eller sociale begivenheder. Nogle gange efter arbejde kan det være forbundet med en del ængstelighed at hente ungerne i skolen, fordi jeg ikke rigtig magter at støde på andre, flinke forældre der vil snakke. Har desværre haft alt for mange dage efter arbejde hvor jeg er nødt til at lægge mig i soveværelset med lukket dør. Lydoverfølsomhed har jeg haft hele livet, så det forsvinder nok ikke. Men det bliver forværret af stress. Har også i perioder bare tænkt at det med feberfølelsen var normalt. Det er underligt som man ikke forstår at man er fucked, og går og bilder sig selv ind at det er normalt. En anden reaktion fra min krop er sygdom. Jeg får en forkølelse som bliver ved og eventuelt udvikler sig til en masse andet. Bliver ikke rask før jeg giver og og lægger mig stille. Det har generelt taget en måned plus. For nogle år siden havde jeg nogle episoder hvor jeg pludselig blev tung i armene, verden sortnede for mig og jeg blev svimmel og kunne ikke holde balancen. Verden føltes fjern og uvirkelig. Da gik jeg til læge, som konstaterede at jeg er somatisk rask, og at hvis det var stressrelateret, måtte jeg gå hjem til min kone og få styr på det. Men om ikke andet, kunne jeg godt mærke, at jeg skulle ændre ting, hvis jeg ville fortsætte med at opleve. Generelt prøver jeg at eliminerer neurodegenerative ting og dyrke neuroregenerative ting. Drikker slet ikke alkohol, forsøger at få sovet ordentligt, er udenfor i naturen, deltager så vidt muligt i sociale ting der er givende. Er ved at få ændret en del ting på mit arbejde, og ind til videre hjælper det. Har stort ansvar på mit arbejde og opgaven kan næsten være umulig at løse (godt). Samtidig har jeg en kollega der generelt har været rigtig ubehagelig, og en mellemleder der generelt hidser sig op og skælder ud. Er gået videre med problematikkerne til ledelsen højere oppe, som heldigvis håndterer det godt, og vi er alle nu i gang med at oprette nogle strukturer, så arbejdet kan hænge sammen.
Beklager også det lange skriv. Ps. har skiftet læge.
Jeg kan genkende så meget i det du skriver!
Jeg føler så meget med de mærkelige symptomer, som man ikke ved, hvor man skal parkere, fordi de er så mærkelige. Jeg får også mærkelige ben, når jeg har haft for meget om ørerne. Jeg tror, det er en slags spændinger, jeg har, mens jeg sover. Men man ender nemt med bare at gå med det selv, fordi... hvad skal man gøre? Sige til sin læge, at man har mærkelige ben? Der var en slags todelthed i det for mig. På den ene side prøvede jeg at ignorere det. På den anden side var jeg megabange for, at det var et symptom på noget helt galt. Noget jeg har lært under mit forløb er, at bekymringer for noget hypotetisk kan være lige så belastende, som hvis man var i situationen i virkeligheden. Derfor er det på en måde selvforstærkende, når man får et stresssymptom, og symptomet gør en bekymret.
Er glad for at høre, du har skiftet læge. Jeg havde også nogle trælse oplevelse i mit forløb, der fik mig til at skifte læge. Jeg synes, det er vildt, hvor meget man er overladt til sig selv med at løse stress. Det der med at tage til læge, hvor man når frem til, at det må være stress, og så får man ingen redskaber til at løse problemet med. Det er som om alle går ud fra, at stressramte mennesker selv ved, hvad der er bedst for dem, og det er jo da i bedste fald tvivlsomt, for de har jo allerede stress.
Jeg synes det lyder fornuftigt at putte gode ting ind i ens liv. Tænker du også på at få nogle pauser, hvor der slet ikke er ting? Jeg havde det længe sådan, at jeg skulle være på hele tiden. Jeg skulle være sammen med mine børn eller lave noget praktisk, og hvis jeg endelig gjorde noget kun mig selv, så var det stadig en aktivitet, og i øvrigt var mit hoved fyldt med ting, jeg skulle, så hvis jeg endelig fik et ledigt øjeblik, så slappede jeg alligevel ikke af i det. Jeg brugte aldrig tid på bare at eksistere, og det jeg har fundet ud af er, at det har jeg faktisk bare virkelig meget brug for. Det er nok ekstrameget aktuelt for mig pga. adhd'en, fordi de der almindelige situationer, hvor der bare er meget liv omkring en, er ret overstimulerende for mig, men jeg tror det spiller en rolle for alle. Det der med at give sit nervesystem nogle pusterum. Jeg bruger nogle mindfulness-øvelser, som jeg har lært af en psykomotorisk terapeut. Ved ikke om noget lignende kunne give mening for dig?
Der var ingen tvivl om at min læge slet ikke ville røre ideen om stress med en ildtang. Han konstaterede at jeg ikke fejlede noget, hvorefter han sad længe tavs og kiggede på mig. Forsigtigt foreslog jeg at det da også kunne være noget stress. Hertil svarede han så at jeg så måtte gå hjem til min kone og finde ud af det. Det er meget underligt imo at være læge og så ikke have interesse i at behandle. Tør man tænke tanken at nogen måske har bedt længerne om at reducerer antallet af stresssygemeldinger?
Prøver, men er dårlig til det. Da jeg var barn kunne jeg sidde og kigge ud af vinduet, slukke frontallapperne og lade hjernen flyde. Var faktisk så god til det at jeg gjorde det i samtlige timer i skolen, hehe. Men har ligesom glemt hvordan man sætter hjernen i dvale. Lander ofte i samme tankecirkel som dig. Jeg bør lave noget med ungerne. Jeg bør rydde op, lave hegn, lave bil (kan jeg faktisk godt lide, og har lyst til at købe en gammel projektbil), rette budgettet, vaske vinduer, får heller aldrig rigtig dyrket motion, og glemmer at opdaterer mig indenfor mit fagområde osv osv.. og køkkenet roder, kan ungerne overhoved få en legeaftale med hjem i morgen uden at blive udskammet? Og de har også været lidt kede af skolen på det sidste. De har også ofte ondt i maven. Ender de som de børn der går i affekt og skriger og ikke vil i skole. Min far er irriterende, men ensom. Burde jeg tage mig mere af ham? osv osv osv osvosvosvosvosovosvosvs... Synes et brusebad er godt til at slukke tankerne.
Det kunne det 100 %. Er klar over eksistensen af det og også de potentielle effekter. Burde dykke lidt ned i det.
Det er så vildt, synes jeg. En læge der sidder med en patient, der har det dårligt, og med vilje vælger at undlade at hjælpe. Jeg ved ikke, om de har nogen skjulte dagsordener, men man bliver da i hvert fald mistænksom.
Jeg synes, at det lyder til, du har god grund til at holde lidt øje med, om de der ting, du nævner, bliver ved med at dukke op. Jeg ved ikke, om der er et hierarki for stresssymptomer, men jeg kan godt synes, at når det begynder at handle om føleforstyrrelser og om ens sanser og decideret svimmelhed og den slags, så er det på vej til at være mere, end man selv kan håndtere.
Hvor er det godt, at høre :-) lagde gæsterne/familien mærke til din forandring?
Det ved jeg egentlig ikke. Jeg ved ikke, om det er fordi vi er jyder :) der bliver ikke snakket så meget om det. Og det er også fint nok. På en måde er det rart nok bare at kunne opføre sig som om, alt er normalt.
Årh nej nok ikke ':) hah