Feddit.dk

Jeg var altid træt, også i længere tid end de der halvandet år. Skulle altid slæbe mig ud af sengen om morgenen. Jeg havde tit spændingshovedpine, og fik det også oftere og oftere. Jeg var tit gnaven, specielt over for mine børn, og jeg var enormt ufleksibel, fordi jeg var fuldstændig fastlåst på alle de ting, jeg hele tiden skulle. Hvis jeg lagde mig ned og lukkede øjnene, havde jeg det tit som om rummet drejede rundt over mig.

Men så var der et tidspunkt hvor det begyndte at være sådan, at jeg tit startede weekenderne med at tro, jeg havde fået maveinfluenza, og så gik det over igen om lørdagen. Og det blev værre og værre. Til sidst gik jeg og var simpelthen kronisk forstoppet flere uger i træk. Det burde jeg have reageret på. I den her periode havde jeg også oplevelser, hvor jeg kunne blive fuldstændig låst i bestemte situationer. Fx ikke at kunne finde ud af at parkere bilen, fordi der var meget trafik på parkeringspladsen. Jeg havde også nogle helt vilde humørsvingninger, igen mest over for mine børn, men jeg havde også en episode, hvor jeg talte ret grimt til en kollega. Det var meget pinligt. Det er ikke sådan, jeg har lyst til at være.

Der skete så det, at jeg tog til en koncert, hvor lyden var høj, og jeg tog noget tinnitus med mig hjem, og min krop flippede fuldstændig ud over det. Det startede en lang periode, hvor jeg var meget lydoverfølsom og faktisk var nødt til at bruge ørepropper i de fleste almindelige situationer. Havde i øvrigt også andre mærkelige symptomer relateret til ører og svælg - spændinger i halsen, svimmelhed, følelsen af at sidde i en kirkeklokke og høre alle lyde derindefra. I dag ved jeg, at det var symptomer på overbelastning, og at jeg burde have reageret, men dengang troede jeg, at det var en høreskade, og at det ville være permanent, så det var bare om at holde sig i gang. Måske ville det have været nemmere at se som en stressreaktion, hvis triggeren ikke havde været høj lyd? Lydoverfølsomhed er i hvert fald åbenbart et ret normalt symptom på voldsom stress. Men det er også mit indtryk, at det i sig selv er et stresssymptom, at man ikke kan finde ud af at stoppe op. Man bider sig fast og holder ud.

Senere begyndte jeg at få nogle meget voldsomme fysiske symptomer - snurrende hænder og fødder, muskeltics, rystelser i hele kroppen men særligt på hænderne - og det endte jeg også med at reagere på, men jeg skulle have sagt fuldt stop med det samme. I stedet gik jeg med det nogle måneder og var faktisk mest bekymret for, at jeg havde en eller anden træls sygdom - sclerose eller parkinson eller sådan noget.

Jeg synes, det er megasvært, det der med at mærke hvornår man skal stoppe. Det fremgår måske også af mit forløb :) For mig blev det meget sådan, at mit system introducerede et symptom, som jeg burde have tænkt over - hvorfor har jeg altid hovedpine? er det normalt at være træt hele tiden? - men i stedet normaliserede jeg det, så i stedet for at det gik over, vænnede jeg mig bare til, at det var der. Så har man den der følelse af, at "nu er tingene normale igen", men det er jo så fordi det normale har ændret sig. Så det er en adfærd, jeg synes, man skal holde meget øje med. Derudover tænkte jeg tidligere på stress sådan, at ens stress måtte hænge sammen med det liv, der havde givet stress. Jeg tænkte på Jacob Mark, der næsten blev blind af stress, men han var jo også politiker og arbejdede i døgndrift. Jeg havde bare et almindeligt liv med 37 timer om ugen, så derfor måtte der være en indbygget grænse for, hvor stresset jeg kunne blive. Men det er forkert. Folk bliver belastet forskelligt af forskellige ting, særligt hvis man fx har adhd, som jeg nu ved, at jeg har. Derudover tænkte jeg, at hvis man var lidt overbelastet, og blev man lidt stresset, men det er mere kompliceret. Effekten hober sig op. En lille men konstant overbelastning stresser med tiden mere og mere, og som man bliver mere og mere stresset, har man mindre og mindre kapacitet, før man bliver overbelastet. Man kan godt blive meget stresset, selvom det hele kun har været lidt for meget.

Det blev desværre lidt langt - håber det går :) Jeg har fået ret meget på hjerte, når det handler om stress, og vil gerne forhindre andre i at ende, som jeg selv gjorde.

Har du læst murderbot diaries? Jeg vil gerne anbefale de bøger.

Uh skræmmende tanke, minder mig om et afsnit af den der Netflix serie, jeg har glemt navnet på lige nu.

Jeg tvivler desværre på vi et tilstede i 3xxx, vores altoverskyggende egoisme ødelægger os til sidst, hvis ikke en anden intelligens gør det inden.