EnligSvale

Jeg tænkte over det, mens jeg lavede risalamande den anden dag. Risalamande synes jeg har ry for at være en ret hvis ikke usund så i hvert fald kalorietæt dessert. Noget hvor man tænker, at det går, fordi vi får den én gang om året. Men jeg ved 100%, hvad der er i min risalamande. Det er mælk, ris, mandel, fløde, vanilie og sukker. Sukker tæller måske som ultraforarbejdet? Men der var mindre sukker i min risalamande til 12 mennesker, end jeg ville have puttet i en ret lille omgang muffins eller noget i den retning. Jeg tror, der er mange ting, som vi spiser til hverdag, der er meget værre for os, end risalamande er. Måske endda ting vi tror er sunde. Det er uhyggeligt, synes jeg.

I min svigerfamilie har vi et lodtrækningssystem, hvor alle voksne giver gave til én anden voksen. Så er der lidt bedre budget, og man kan give noget spændende til én i stedet for at prøve at være kreativ til mange. I min egen familie får jeg kun af mine forældre. Hustruen og jeg har givet hinanden i gave, at vi uden skam kan købe noget til os selv, vi gerne vil have (jeg købte et grafikkort til min aldrende pc). Så jeg får kun gaver to steder fra, og det har jeg det rigtig fint med. Jeg er nemlig også elendig til at finde på ting. Mine ønskelister bliver nemt til ting, jeg selv har villet købe, men så har jeg ikke fået taget mig sammen til at gøre noget ved det.

Mht. bogen så kan du måske give råd ud fra de problemer, som teksten har? Fx at den beskrivende tekst på sin egen måde er smuk men skal strammes op, fordi det er svært at forstå, hvad der egentlig foregår, og at den her ordrige beskrivende tekst ikke stemningsmæssigt matcher dialogen, fordi ordforrådet er anderledes. Det er nok de primære råd jeg ville give, hvis jeg vidste, der ikke var brugt AI, men det er også nogle af de ting, der udstiller, at der nok faktisk er brugt AI til at skrive det. Hvis forfatteren ikke bliver konfronteret med beskyldninger men bare får at vide, at det samlet set ikke fungerer, så er det måske lidt nemmere at sluge? Teksten er jo på en måde en omvendt Brandon Sanderson. Hans prosa er ikke ligefrem stor lyrik, men hans worldbuilding er altid gennemført, og du forstår altid, hvor alle er, og hvad de gør. Og han har rigtig mange læsere, fordi folk forstår det. Den tekst du har fået er på overfladen velskrevet, men den er næsten uforståelig.

Nå, nu kom jeg i gang om den historie igen. Jeg har tænkt meget over den og snakket om den med min hustru, der arbejder meget med AI i det daglige, så den ligger mig åbenbart meget på sinde :)

Fedt med børnenes gaver i øvrigt! Mine har også pakket en hel masse ind, og det er faktisk så hemmeligt, at jeg ikke ved, hvad det er, men vores rodeværelse er fyldt med indpakkede ting efterhånden.

Mine 16 gb begynder at hænge gevaldigt i bremsen, og fordi det er så længe siden jeg købte dem, kan jeg ikke bare købe matchende blokke længere, så hvis jeg skal have mere, skal jeg vist helst starte fra 0 med en helt ny slags. Det er en træls udskrivning, synes jeg. Jeg havde også godt tænkt på, at priserne var noget høje og ikke så nemme at gennemskue. Det her må så være en del af forklaringen.

Jeg brændte mig i hvert fald en del på den studieordning :) tilmeldte mig mange fag, som jeg afmeldte mig fra igen, når eksamen nærmede sig, og jeg aldrig havde været der. Blev kun færdig med absolut hiv og sving. Omvendt, hvis man havde initiativet, så var der mulighed for nogle spændende forløb :) som du fx siger, praktik og udland osv.

Jeg var på lingvistik med varierende grad af faktisk deltagelse fra... 09 til 13, må det have været. Så jeg startede i kælderen - hvor jeg også i forvejen havde taget en bachelor i noget andet - og sluttede i Nobelparken.

Sjovt, Lingoblog er i hvert fald delvist drevet af min gamle underviser Peter Bakker :)

I så fald må vi have slået vores folder på de samme gule gange :)

Det der ramte mig ved Messerschmidts indlæg var nok meget, at han skrev, at ordbøger ikke skulle være "laboratorier for ideologisk eksperimentering". Det synes jeg er stærke ord fra en mand, der tydeligvis har ideologiske intentioner med den danske ordbog. At kalde dokumentation af sproglig udvikling for ideologisk eksperimentering er i sig selv ret ideologisk.

Jeg er i øvrigt enig med dig i, at ordbogen gerne skulle kunne gøre begge dele.

Noget jeg synes er interessant - og måske ironisk - er, at den danske ordbogs overlevelse tages så alvorligt af fx dansk folkeparti. Se fx Morten Messerschmidts indlæg her på lingoblog https://www.lingoblog.dk/at-vaerne-om-ordene-er-at-vaerne-om-faellesskabet/, hvor han beskriver ordbogen som et slags anker, som forhindrer sproget i at stikke i alle mulige retninger og i øvrigt tage den danske kultur med.

Det er skørt, fordi jeg i høj grad oplever ordbogen som et værktøj til at dokumentere sproglig udvikling og ikke til at facilitere sproglig stilstand, men ordbogens støtter er åbenbart ikke enige om, hvad ordbogen overhovedet er til for.

Jeg klarede det først på formiddagen. Jeg bor et sted hvor der kun er et enkelt valgbord, men til gengæld var der ingen kø, da jeg kom, så det var hurtig klaret.

Der var ingen tvivl om at min læge slet ikke ville røre ideen om stress med en ildtang. Han konstaterede at jeg ikke fejlede noget, hvorefter han sad længe tavs og kiggede på mig. Forsigtigt foreslog jeg at det da også kunne være noget stress. Hertil svarede han så at jeg så måtte gå hjem til min kone og finde ud af det. Det er meget underligt imo at være læge og så ikke have interesse i at behandle. Tør man tænke tanken at nogen måske har bedt længerne om at reducerer antallet af stresssygemeldinger?

Det er så vildt, synes jeg. En læge der sidder med en patient, der har det dårligt, og med vilje vælger at undlade at hjælpe. Jeg ved ikke, om de har nogen skjulte dagsordener, men man bliver da i hvert fald mistænksom.

Jeg synes, at det lyder til, du har god grund til at holde lidt øje med, om de der ting, du nævner, bliver ved med at dukke op. Jeg ved ikke, om der er et hierarki for stresssymptomer, men jeg kan godt synes, at når det begynder at handle om føleforstyrrelser og om ens sanser og decideret svimmelhed og den slags, så er det på vej til at være mere, end man selv kan håndtere.

Det ved jeg egentlig ikke. Jeg ved ikke, om det er fordi vi er jyder :) der bliver ikke snakket så meget om det. Og det er også fint nok. På en måde er det rart nok bare at kunne opføre sig som om, alt er normalt.

Jeg kan genkende så meget i det du skriver!

Jeg føler så meget med de mærkelige symptomer, som man ikke ved, hvor man skal parkere, fordi de er så mærkelige. Jeg får også mærkelige ben, når jeg har haft for meget om ørerne. Jeg tror, det er en slags spændinger, jeg har, mens jeg sover. Men man ender nemt med bare at gå med det selv, fordi... hvad skal man gøre? Sige til sin læge, at man har mærkelige ben? Der var en slags todelthed i det for mig. På den ene side prøvede jeg at ignorere det. På den anden side var jeg megabange for, at det var et symptom på noget helt galt. Noget jeg har lært under mit forløb er, at bekymringer for noget hypotetisk kan være lige så belastende, som hvis man var i situationen i virkeligheden. Derfor er det på en måde selvforstærkende, når man får et stresssymptom, og symptomet gør en bekymret.

Er glad for at høre, du har skiftet læge. Jeg havde også nogle trælse oplevelse i mit forløb, der fik mig til at skifte læge. Jeg synes, det er vildt, hvor meget man er overladt til sig selv med at løse stress. Det der med at tage til læge, hvor man når frem til, at det må være stress, og så får man ingen redskaber til at løse problemet med. Det er som om alle går ud fra, at stressramte mennesker selv ved, hvad der er bedst for dem, og det er jo da i bedste fald tvivlsomt, for de har jo allerede stress.

Jeg synes det lyder fornuftigt at putte gode ting ind i ens liv. Tænker du også på at få nogle pauser, hvor der slet ikke er ting? Jeg havde det længe sådan, at jeg skulle være på hele tiden. Jeg skulle være sammen med mine børn eller lave noget praktisk, og hvis jeg endelig gjorde noget kun mig selv, så var det stadig en aktivitet, og i øvrigt var mit hoved fyldt med ting, jeg skulle, så hvis jeg endelig fik et ledigt øjeblik, så slappede jeg alligevel ikke af i det. Jeg brugte aldrig tid på bare at eksistere, og det jeg har fundet ud af er, at det har jeg faktisk bare virkelig meget brug for. Det er nok ekstrameget aktuelt for mig pga. adhd'en, fordi de der almindelige situationer, hvor der bare er meget liv omkring en, er ret overstimulerende for mig, men jeg tror det spiller en rolle for alle. Det der med at give sit nervesystem nogle pusterum. Jeg bruger nogle mindfulness-øvelser, som jeg har lært af en psykomotorisk terapeut. Ved ikke om noget lignende kunne give mening for dig?