"Vi har i mange år forsøgt at nå de studerende gennem dialog og oplysning, men effekten kan ikke ses i de målinger, vi har foretaget igennem en syvårig periode. Når over halvdelen stadig deler studiebøger ulovligt, er vi nødt til at sende et tydeligere signal. Der skal være konsekvenser, hvis loven brydes – ligesom på alle andre områder i samfundet”
Har RettighedsAlliancen mon overvejet at dialog og oplysning ikke giver flere penge til de studerendes allerede meget tynde tegnebøger? Når man nu snakker om stærkere signaler, så bør man måske tage det signal som de studerende sender mere alvorligt og tage et kig på de priser man kræver for bøgerne.
"Omfanget af den ulovlige deling blandt studerende er nu så massivt, at det reelt truer hele markedet for danske studiebøger. Hvis udviklingen fortsætter, risikerer vi ganske enkelt, at der ikke længere findes et bæredygtigt studiebogsmarked i Danmark."
Skal studiebøger være profitable på et marked? Vi finansierer allerede vores uddannelse gennem staten og skatter. Hvorfor gør vi ikke det samme med studiebøger? Det er klart at vi har brug for studiebøger, men de færreste er villige til at betale for dem - ligesom de færreste ville have lyst til at betale på forhånd ud af egen lomme for en uddannelse. Hvis man finansierede dem på en anden måde kunne man måske også give dem gratis ud som digital fil, uden at skulle bruge mange penge på at lave fysiske eksemplarer (eller lave færre i hvert fald, til dem der foretrækker en fysisk bog).
Normalt når et marked ikke kan opretholde sig selv fordi priserne er højere end hvad forbrugerne gider at betale, så forsvinder markedet eller priserne går ned. Jeg tror ikke man kan tvinge en anden løsning igennem.