Det kommer ikke bag på mig at det er blevet sådan. Vidste godt at det ikke ville tage mere end en til to generationer før overvågningskulturen ville blive totalt normaliseret og ingen længere synes sådan noget er underligt.

Jeg oplevede allerede den primitive version af det da jeg stadig havde Facebook og en af mine veninder i en periode syntes hun hele tiden skulle kommentere på at jeg stod som aktiv i messenger eller at jeg havde læst hendes beskeder, men ikke svaret.

Det var fanme irriterende og selvom jeg på en pæn måde fik bedt hende om at stoppe sig selv, så er jeg stadig paranoid en dag i dag omkring chat-services og hvor meget de sladrer ril mine venner omkring min færden. Det er simpelthen sådan en klam måde at lære mennesker at holde hinanden som gidsler.

Ville blive totalt sindssyg, hvis familie eller venner hsvde adgang til min placering og kunne udspionere mig i tide og utide og sende beskeder ala "hvorfor er du i Århus?" eller lignende.

Min kæreste og jeg er også begge to helt enige om at vi ikke skal have sådan noget mellem os selvom flere par i vores liv har den slags aktiveret. Det er grobund for mistillid, usikkerhed og stalker-adfærd.

Håber virkelig at det på et tidspunkt bliver taget op på samme måde som børns privatliv endelig er noget folk er begyndt at tage alvorligt. For jeg tror simpelthen ikke på at man ikke bliver småskør inde i hovedet hvis man render rundt og holder øje med alt og alle. Men det er bare mig.

Synes det virker helt vanvittigt at man skal vide hvor ens venner er. Kæft jeg føler mig gammeldags lidt for ofte.

Nogle gange føler jeg mig meget langt fra normen 😅 i min kones familie er det her også en stor del af deres "tillid", de har både tags og opsat sporing af hinanden.

Det er tankevækkende, at mange tjekker hinandens lokation og endda op til 17!! gange om dagen og at det føles normalt for dem. Der er forstår en meget blind tro og tillid til vores opfattelse af, hvad der er acceptabelt ift krænkelse af privatliv. Spørgsmålet er, hvornår det går fra at være "sød opmærksomhed" til at blive kontrollerende adfærd. Det er mig en gåde hvorfor det gøres ukritisk, som artiklen nævner "glidebane", og det kræver bevidsthed at genkende, når grænsen overskrides.

Det er interessant, at at slå lokationsdeling fra kan føles som et tillidsbrud eller endda vække mistanker ("Hvad skjuler du?"). Artiklen nævner, at Snapchat som standard har lokationsdeling slået fra, så det er et bevidst valg, så det i praksis føles obligatorisk for mange unge. Det rejser spørgsmålet: Hvor meget ansvar har platformene for at gøre brugerne opmærksomme på, at det er et aktivt valg at dele sin lokation? Og hvordan kan forældre, lærere og organisationer som Bryd Tavsheden og Børns Vilkår hjælpe med at skabe en kultur, hvor unge føler sig trygge ved at sige fra?

Hvorfor i al verden er man dog overhovedet interesseret i hvor ens venner befinder sig? Hvorfor føler man at det er nødvendig information at have?