Her er forresten et skriv fra Rockwool-fonden jeg lige faldt over:
- Forskellen mellem drenges og pigers karaktergennemsnit fra folkeskolens afgangsprøve er steget med 85 pct. fra 2008-2024. Forskellen er steget fra 0,5 til 0,9 karakterpoint.
- Den øgede kønsforskel skyldes, at pigers karakterer er steget mere end drengenes, og ikke at drengene får lavere karakterer end tidligere.
- En opdeling på tværs af fag viser, at fællesprøven i naturfag står for hele 54 pct. af stigningen og at mundtlig dansk står for 36 pct. Altså tegner de to fag sig for 90 pct. af den samlede stigning i forskellen mellem drenge og pigers karaktergennemsnit.
- Fælles for begge disse prøver er, at prøveformen er blevet ændret hen over perioden, hvor et eksamensforberedende element, som ligger forud for prøvedagen, er blevet tilføjet. I flere uger forinden forbereder eleverne deres mundtlige oplæg til selve eksamen i form af et skriftligt produkt (synopse eller problemstilling).
- Den stigende kønsforskel er tæt forbundet til dette eksamensforberedende element, hvor særligt pigerne ser ud til få væsentlig højere karakterer efter ændringerne. Der ses fx ikke tilsvarende udvikling ved de skriftlige prøver i de samme fag (skriftlig dansk og de skriftlige udtræksprøver i naturfag). Altså ser det ikke ud at være de ’kernefaglige’ færdigheder i de to fag, der er blevet mere forskellige. Der ses dog stigende kønsforskelle for udtræks-prøver i mundtlig historie, kristendom og samfundsfag omkring netop det tidspunkt, hvor et eksamensforberedende element også blev introduceret i disse fag.
- En mulig forklaring på prøveformens betydning er, at de nye prøveformer tester andre færdigheder end tidligere – ; færdigheder, som piger har en relativ styrke i, hvilket har med-ført en stigning i kønsforskellen.