Da jeg var barn kan jeg huske at hvert år til jul kom jeg til at spise noget slik, pakket ind i glansende papir, der næsten smagte som chokolade, og så alligevel ikke, som smeltede i munden og kunne smages i timevis efter. Det var altid en blandet oplevelse, og det kom på en eller anden måde altid som en overraskelse. Jeg forstod hvert år først at jeg ENDNU engang havde spist det mærkelig slik når det endeligt var kommer ind i munden. Bare et enkelt stykke. Og så gik der et år før jeg faldt for det igen.
Det er først i de senere år at jeg har fundet ud af at det hedder eis konfekt.
Så gammel er jeg hellere ikke, men stik mig bare bridge blanding. Så skal indholdet nok, få ben at gå på. Til gengæld gider jeg ikke de fleste former for vingummier og chips. Har altid syntes at den mest, nederen pose af 1 krone poserne var den med vingummi bamser.