Feddit.dk

Konen er meget gravid og ramt af flere trælse symptomer, så denne uge har vi været på fødeafsnittet 3-4 gange. Men lille mand synes tydeligvis, at det er hyggeligt inde i maven endnu. Det er en vild frustration for mor, og for far er det nærmest umuligt at planlægge en arbejdsdag. Så i går valgte jeg nu at tage fri, uden rigtig at vide, hvad jeg skulle kalde denne slags fri. Det betyder måske heller ikke så meget. Konen er presset, og far er så småt ved at være meget træt. Nu må den lille godt komme ud af mor, når han er klar.

Et lille skud ud til et kritiseret felt: Fødeafsnittet gør et fantastisk stykke arbejde. Vi mærker intet til den kritik, de møder. Og nej, lille mand skal ikke spilles frem af lyrespil når han kommer, sidste hørte vi Birthe Kjær og Elvis for fulde gardiner. Den mindste blev født til Den Røde Gummibåd.

Bagved det hele er der også en række traumer fra tidligere fødsler, der giver lidt avs i æ mavs. Det er sjovt og træls, hvordan kroppen husker lige præcis den situation, man stod i for to år siden… Som jeg selv selvfølgelig havde glemt (eller måske fortrængt, dog bearbejdet).

Foruden ventetiden har vi en næsten 2-årig, der virkelig, virkelig, virkelig har svært ved sine grænser. Han er midt i den fase, hvor han er verdens centrum, og nogle gange er han ret ekstrem især over for mor. F.eks. slår han hende, når hun putter ham, og han "lytter" ikke, uanset om hun er pædagogisk, rolig, skrap eller bestemt. Det er svært ikke at blive skrap selv, når han for 20. gang hopper på mors mave eller åbner fryseren for at tage en is. Eller når han ignorerer alt, hvad vi siger, og bare fortsætter. Jeg prøver at være rolig, til stede og pædagogisk, men ja… nogle gange tager jeg fat i ham og siger "nu er det nok", og så fjerner jeg ham fra situationen. Det hele er selvfølgelig ret forståeligt, han er snart 2, og det er simpelthen bare, hvad 2-årige gør. Men lige her er det en smule hårdt at være far og mand, og det der opdragelse .... Ja ... Måtte stoppe her, da den lille kom med l*** ned af begge ben, som han selvfølgelig også lige havde trådt i.

Men - og det er vigtigt for mig at mærke - så er ungerne glade for den rutine, vi efterhånden har fået. De er med hver morgen ude ved hønsene, så går vi igennem haven og tjekker, om alle forårsplantede planter er okay, og så ud en tur med hundene. Vi laver morgenmad sammen… Jeg kunne blive ved, for jeg fik lige behov for at bekræfte, hvor skønne mine unger er. En lille usikkerhed, der lige tittede frem.

Foruden at være husfar sker der faktisk ikke så meget mere. Jeg forsøger at følge lidt med i verden, men uden at lytte eller læse det vilde. Lige nu handler det om at være her, i det små, og vente på, at den lille beslutter sig for at komme ud, uden lyre spil.

Håber, I alle har det godt herinde.

Rigtig god weekend.