Jeg er socialpædagog og arbejder bl.a. som udkørende støtte. Den borger med flest støttetimer i vores regi har tre timer – og her taler vi om et massivt støttebehov. Det er mennesker, der ikke kan fastholde job eller bolig, har svært ved at håndtere økonomi, og som ofte har traumer, diagnoser og eventuelt et misbrug, der skal bearbejdes.

Når det er sagt, så læser jeg kun, at hun har mødt en sagsbehandler, som har hjulpet hende med at ansøge. Og der kan være meget langt fra en ansøgning til en faktisk bevilling. Jeg tror hverken, hun ender med at få 15 eller 3 timer. Det er ikke usædvanligt, at der ansøges om støtte, som er helt ude af proportion med de reelle muligheder.

Jeg vil dog ikke gøre mig klog på hendes konkrete behov. Jeg kender selv en borger, som har sit eget firma – men hans hjem er så forsømt, at det er direkte sundhedsfarligt. Han er genial på ét område, men fuldstændig håbløs på et andet. Derfor får han støtte til den del af sit liv – og kun den. Min pointe er, at man skal passe på med at antage, at bare fordi en person fungerer godt på ét område, så har de ikke behov for støtte på et andet.

Personligt bliver jeg ikke ramt på min retfærdighedssans i sådanne tilfælde. Hvis en person har kræft, synes jeg ikke, de skal tømme deres opsparing for at få behandling. Og har de en livslang diagnose, har jeg samme holdning. Jeg går ud fra, at hun betaler skat – og dermed også har ret til de samme ydelser og den samme støtte som alle andre, da hun har betalt regningen.

Det handler vel om solidaritet: At vi betaler ind i fællesskab, så ingen står alene med regningen, når livet gør ondt.

Og som Handicaprådet skrev i 2005: Hvad enten du er rig eller fattig, har du behov for kompensation for at få et lige udgangspunkt.

Men er det mentaliteten eller reglerne den er gal med?

Måske begge dele, men jeg synes ikke vi skal regne med mentalitet når vi designer vores regler. Reglerne skal jo helst ikke kunne misbruges. Og ja, hun følger jo bare reglerne så der er ikke noget galt i den forstand. Men reglerne bør måske justeres så man giver støtten til dem der har mest brug for den.

Nu skal jeg ikke gøre mig i ekspert i hendes konkrete situation, men jeg forestiller mig at der er borgere der kunne have mere brug for den hjælp end hun har, i hvert fald med økonomiske øjne.

Med chance for at lyde som et voldsomt røvhul, så synes jeg at det er meget påfaldende at det lige er en influencer der mener hun har særligt brug for hjælp i hendes suuuuper pressede dagligdag.

Hvis hun synes det er så hårdt både at være direktør i en virksomhed og være influencer, kunne hun vel starte med at droppe en af delene?

Der er to forskellige paragraffer i spil her. Hjemmepleje hører under § 83, mens det, hun ønsker at søge, falder under § 85. Det er ikke for at være pedantisk, men de to paragraffer har forskellige økonomiske rammer, og personalet er uddannet til forskellige opgaver.

Det, hun får – hvis hun får det – tager ikke noget fra de ældre, og § 85 dækker slet ikke rengøringshjælp. Skulle det ende med, at hun får bevilget støtte, og det betyder, at der mangler hænder til at hjælpe nogen med større behov, så vil jeg langt hellere pege på, at der er for lidt personale – ikke at hun får for meget. At en for hjælp, uanset om det er lidt eller meget, bør ikke være på bekostning af en andens støtte.

Ja, det virker som om der er noget i prioriteringen der er gået galt her. Selvfølgelig skal folk med ADHD eller andre diagnoser have hjælp, men det skal være en proportionel hjælp der vægtes imod hvad de ressourcer ellers kunne bruges til i samfundet, ligesom alle andre ydelser der gives. Det kan ikke være lige så vigtigt at betale for Wichmands assistent (når nu hun sagtens selv kunne finansiere det) som det er at give ydelser til folk der ikke selv kan betale for dem.

Hvorfor har hun overhovedet en sagsbehandler?

Det har alle. Alle har i hvert fald ret til rådgivning og vejledning i sociale forhold fra kommunen.

sovs: Servicelovens § 1 :)

Det skal jo også lige sammenlignes med at gamle med gigt og gangbesvær dårligt kan få rengøringshjælp.

Skal det?

Jeg synes det er what-about-isme.

Det præger desværre ofte debatten på Facebook og det fører ingen vegne.

Hvis ingen andre må få noget før end jeg har fået mit, så ender vi med en kø på 5 millioner mennesker med krav før biblioteket kan indkøbe en eneste ny bog.